Stege er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
FENSMARK: Butikstyv gemte spiritus inde under blusen
EN 37-årig mand fra Glumsø blev klokken 15.00 konfronteret af personalet i en dagligvarebutik på Næstvedvej i Fensmark, fordi han havde en bule under tøjet som ikke så rigtig ud. Manden tog flugten, og smed undervejs fire flasker spiritus fra sig, som han havde skjult. Den 37-årige blev imidlertid indhentet og standset. Politiet blev tilkaldt og manden blev sigtet for butikstyveri.
STENSVED: Otte butikstyverier fra samme butik
En 50-årig kvinde fra Vordingborg blev klokken 11.00 standset af personalet i en dagligvarebutik på Vordingborgvej i Stensved. Hun havde gemte varer i sin taske, som hun ikke betalte for. Det viste sig, at kvinden syv gange tidligere havde begået butikstyveri i samme butik inden for de seneste måneder. Hun blev derfor sigtet for otte forhold af butikstyverier.
RØDBY: Det gælder også på løbehjul
Klokken 13.04 på Østergade i Rødby blev en 34-årig mand standset på et el-løbehjul - i første omgang fordi han kørte uden hjelm. Men en narkotest betød, at manden også blev sigtet for narkokørsel.
HASLEV: Vejvrede
En borger blev i går eftermiddags på Bøgeparken i Haslev overhalet inden om af en anden bil. Manden, der var blevet "inderhalet" blinkede derfor med forlygterne af den anden bil, som derefter standsede. Det gjorde manden, der havde blinket, også. Føreren, der havde overhalet inden om, steg ud og gik hen og smadrede sideruden på den anden mands bil, før han satte sig tilbage i sin egen bil og kørte fra stedet. Politiet blev tilkaldt, og betjentene fandt frem til en 31-årig mand fra Haslev, der nu er sigtet for hærværk.
RØDBY: Spøgelsesbilist i lastbil
I går klokken 18.48 blev en udenlandsk lastbil spottet i at køre mod kørselsretningen på Sydmotorvejen ved Rødby. Kort efter var en politipatrulje på stedet, og den potentielt meget farlige situation blev afværget ved at lastbilchaufføren fik manøvreret lastbilen ind i en vejlomme på motorvejen. Motorvejen blev afspærret, så lastbilen sikkert kunne køre op og vende ved afkørsel 49. Chaufføren var ikke påvirket og alt tyder på, at det var en kørefejl, som var årsag til episoden. Den 56-årige lastbilchauffør betalte en bøde på 2000 kroner og fik lov at køre videre – i den rigtige retning.
BOGØ BY: Narkobilist
En 25-årig mand fra Køge blev i går klokken 21.10 standset på Farøbroen. Føreren, en 25-årig mand var tydeligt påvirket og blev derfor efter en narkometertest anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre bil uden at have førerret. Politiet fandt desuden 1,3 gram kokain i bilens midterkonsol samt en ladt signalpistol i handskerummet. Manden blev derfor også sigtet efter lov om euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven.
SLAGELSE: Brand i to containere
I nat klokken 2.05 fik politiet en anmeldelse om, at der var ild i to affaldscontainere på Kongelyset i Slagelse. Ilden spredte sig til et nærliggende skur, som fik store skader. Ingen kom heldigvis noget til. Politiet har en formodning om, at branden er påsat, og søger derfor vidner, der kan have set noget i tiden op til branden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
NÆSTVED: Kontrol af bordel
Politiets udlændingekontrolafdeling havde i går eftermiddags en kontrol af bordeller. På en adresse i Næstved blev der i den forbindelse truffet tre udenlandske kvinder, der blev sigtet efter udlændingeloven om ulovligt arbejde og ulovligt ophold.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn ikke modtaget anmeldelser om indbrud i privat beboelse.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Bråbyvej | Kl. 11.57 – 14.20 | ATK | 174 | 18 | 50 km/t | 74 km/t | 3 klip |
Korsør | Skovvej | Kl. 10.32 – 13.41 | ATK | 667 | 3 | 60 km/t | 74 km/t | - |
Sorø | Vestmotorvejen | Kl. 5.20 – 11.25 | ATK | 8253 | 41 | 130 km/t | 161 km/t | - |
Sorø | Skælskørvej | Kl. 14.07 – 19.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 910 | 6 | 80 km/t | 106 km/t | - |
Stege | Kostervej | Kl. 16.07 – 22.07 | ATK | 461 | 55 | 60 km/t | 95 km/t | 6 klip |
Stege | Kostervej | Kl. 16.11 – 21.00 | ATK | 491 | 31 | 60 km/t | 86 km/t | 3 klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Bogø | Farøbroen | Kl. 20.00 – 20.30 | En blev mål til at køre så hurtigt, at det udløser et klip i kørekortet, og en blev sigtet for manglende tegngivning. |
Bogø | Sydmotorvejen | Kl. 21.05 – 21.35 | En blev sigtet for at køre bil i frakendelsestiden, efter lov om euforiserende stoffer, og efter våbenloven. |
Gedser Landevej | Nykøbing F. | Kl. 22.00 – 23.00 | Alle kørte pænt. |
Lolland | Flere steder | Kl. 8.21 – 14.45 | 29 køretøjer blev standset, og af dem var der en som blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand i bil, en sag om kørsel i påvirket tilstand på el-løbehjul, fire der ikke overholdt fuldt stop, en der ikke bar cykelhjelm på el-løbehjul og to sager om for lange halmtransporter. |
Nykøbing F. | Østre Alle | Kl. 16.30 – 18.00 | 8 køretøjer kontrolleret – de blev alle sigtet for at køre, hvor der er kørsel forbudt. |
Nykøbing F. | Sundtoften | Kl. 22.20 – 23.45 | En blev sigtet for at køre bil i frakendelsestiden, for narkokørsel og efter lov om euforiserende stoffer. |
Nørre-Alslev | Sydmotorvejen | Kl. 13.30 – 15.30 | En står til et klip i kørekortet, da han blev målt til at køre 138 km/t, hvor 90 km/t er det højst tilladte. Desuden blev en knallertfører sigtet for at have ændret sin knallert, så den kunne køre hurtigere end tilladt. |
Sakskøbing | Nykøbingvej | Kl. 15.30 – 16.37 | 200 køretøjer kontrolleret – ingen sager. |
Sakskøbing | Nykøbingvej | Kl. 20.35 – 22.05 | En blev mål til at køre så hurtigt, at det udløser et klip i kørekortet. |
Stokkemarke | Højrebyvej | Kl. 16.56 – 18.29 | 75 køretøjer kontrolleret – tre blev mål til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Kl. 19.00 – 20.30 | En blev målt til at køre 115 km/t hvor 90 km/t er højest tilladte hastighed. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Bogø | Farøbroen | Kl. 21.10 | 25-årig mand fra Køge | Kørsel i påvirket tilstand |
Haslev | Søndre Teestrupvej | Kl. 14.12 | 26-årig mand fra Glostrup | Kørsel i påvirket tilstand |
Nykøbing F. | Sundtoften | Kl. 22.20 | 19-årig mand fra Kettinge | Kørsel i påvirket tilstand |
Rødby | Jernbanegade | Kl. 11.45 | 33-årig mand fra Idestrup | Kørsel i påvirket tilstand |
Rødby | Østergade | Kl. 12.58 | 26-årig mand fra Rødby | Kørsel i påvirket tilstand |