Vild biljagt mod Stege ender med anholdelse

dato

Torsdag klokken 12.20 observerede en politipatrulje en bil på Klintevej i Hjertebjerg, hvor de ønskede at foretage en rutinekontrol af føreren. Bilisten, en 50-årig mand fra Møn, reagerede dog ved at accelerere kraftigt og kørte i retning mod Stege med en hastighed på op mod 130 km/t på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 60 km/t.

Biljagten endte i krydset Storegade/Katedralvej, hvor føreren mistede herredømmet over bilen og ramte flere vejskilte, inden køretøjet standsede. Manden blev anholdt klokken 12.26.

Ved anholdelsen virkede føreren påvirket, og han blev sigtet for spiritus- og narkokørsel. Det viste sig også, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Bilen, som hverken var indregistreret eller forsikret, blev beslaglagt, og føreren blev sigtet for overtrædelse af registreringsloven samt for at køre for hurtigt og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger.

Under ransagningen af bilen fandt betjentene 22 kanonslag, hvilket førte til en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven. Føreren blev efterfølgende afhørt på politistationen i Vordingborg og blev løsladt igen klokken 16.10.

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi