Fredag eftermiddag var lokalpolitiet til stede i Stege, hvor de på Priorsvej opdagede en bil, der holdt parkeret. Betjentene besluttede sig for at undersøge bilen nærmere, hvor de fandt to unge mænd på henholdsvis 18 og 19 år.
Bilen lugtede kraftigt af hash, hvilket førte til, at de to mænd blev visiteret. Den 19-årige mand blev fundet i besiddelse af en joint og en klump hash, mens den 18-årige havde en joint samt en kasse med flere mindre hashklumper.
De ulovlige stoffer blev konfiskeret af politiet. Den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, mens den 18-årige blev sigtet for salg af stoffer.