Hvem er du, hvad hedder din virksomhed, hvor ligger den, og hvad laver I?
“Jeg hedder Marie Hjort og har sammen med en god bestyrelse startet et frivilligcenter i vores kommune. Vi er en forening som arbejder i hele kommunen og ikke et bestemt sted. Hvad vi laver? Ja, det korte svar er, at vi laver det som foreningerne, de frivillige og borgerne synes vi skal lave. Og vi hjælper især ved at bygge infrastruktur som mangler. Ligesom veje er infrastruktur for biler, så bygger vi samarbejdsveje og broer i civilsamfundet så at der nemmere kan samarbejdes med hinanden. Vi synliggør også tilbuddene i kommunen - så der er vejskilte ud i fællesskaberne - det er med en stor platform der hedder Socialkompas og som alle nu kan bruge løs af. Alt vi laver er gratis og alle kan blive medlemmer af frivilligcentret gratis, både som forening, borger, virksomhed, organisation, fællesskab eller frivillig. Lige nu laver vi en del for at få vores nye ungenetværk til at køre og arbejder også for at der er flere micro tilbud og muligheder for at være sammen lokalt.”
Hvad fik dig til at vælge netop dette erhverv?
“Jeg har i mange år syntes, at det var ærgerligt at vi ikke havde et frivilligcenter. Vores nabokommuner og 75 andre kommuner har frivilligcentre. Heldigt nok, har vi så haft mulighed for nu at lære af de andres koncepter og bygge et helt særligt frivilligcenter der passer til vores kommune. Det gjorde, at vi sammen med kommunen valgte, at vores frivilligcenter ikke skulle drive et aktivitetshus, men i stedet være en udviklingshub. For mig som er planlægger giver det også rigtig lækre udfordringer, mere end at jeg er den som er sjov ved kaffemaskinen i et aktivitetshus. Så for mig var det er fint fravalg ;)”
Hvad er den vildeste forespørgsel, du nogensinde har fået fra en kunde?
“Haha vildeste forespørgsel vi har fået? altså det er kun virkelig gode spørgsmål vi har fået indtil nu. Vi er i kontakt med folk som er for visionære i forhold til mulighederne, men det er jo lige os at finde nye veje. Måske vi er alt for meget med på vilde forespørgsler til at vi hører dem som sådan :)”
Hvad elsker du mest ved at drive virksomhed i netop Stege?
“Vi bor godt nok i Stege med et lille sekretariat, men vi arbejder ude af huset og i hele kommunen. Inviter os og så er det dér vi arbejder. Men Stege er jo bare en fed by, jeg kan personligt godt lide mastelyde og kluklyde i havnen og jeg har selv en port derhjemme som lugter af tjære. Så når jeg ikke er i Stege, så får jeg stadig min dosis havnestemning .”
Hvilken anden lokal virksomhed fortjener mere lokal opmærksomhed?
“Ældre Sagen Møn-Bogø laver så mange gode aktiviteter i deres "Huset" i Peblingerende i Stege. Der kommer så mange glade ældre for at lave aktiviteter og fællesskaber hos dem og i deres lokaler. De er enormt fleksible og åbne for, hvis nogen har ideer og gerne vil lave det sammen med dem. Jeg er ret imponeret over stedet og er sikker på at endnu flere vil bruge det, når først de opdager muligheden.”